Gå til hovedindhold

Panoramaruten ved Mariager Fjord fejrer 10 år med topkarakterer

10-års jubilæum fejres med højere kvalitet og flere point på Danmarks smukkeste vandrerute

Pressefoto panoramaruten

Panoramaruten er et trækplaster for lokale samt danske og internationale gæster.

Indhold

    84 point og stigende. Danmarks måske smukkeste vandrerute, Panoramaruten ved Mariager Fjord mellem Hobro og Bramslev Bakker, markerer sit 10-års jubilæum med en markant kvalitetsforbedring. Ruten er netop blevet gencertificeret som Premium Vandrerute, og har løftet sin score med syv point siden 2022.

    Da ruten første gang blev certificeret i 2016, skrev den historie som landets første Premium Vandrerute med 73 point, som er langt over minimumskravet. Siden har den været til kvalitetskontrol hvert tredje år, og den seneste vurdering sender et klart signal om, at udviklingen kun går den rigtige vej.

    -Panoramaruten er en af vores største naturperler, og det er helt fantastisk, at den med nu 10 år på bagen løfter sit niveau yderligt. Det vidner om et stærkt og vedholdende arbejde med kvalitet og oplevelser, som vi rigtig gerne vil vise frem til vores eget Mariagerfjordfolk samt gæster fra nær og fjern, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen.

    Flere point og nye oplevelser

    Forbedringerne er ikke tilfældige. Ruten er for første gang siden etableringen blevet omlagt og samtidig forlænget fra 10 til 11 kilometer. Den nye strækning langs Kirkedalsbækken og omkring Bramslevgaard giver flere point og nye oplevelser.

    Også detaljerne er blevet løftet. Bedre skiltning, opgraderede faciliteter og øget adgang til offentlige toiletter tæller positivt i de internationale vurderingskriterier. Ifølge Deutsches Wanderinstitut fremstår ruten i dag som både velholdt og gennemtænkt.

    Udsigterne over Mariager Fjord og det kuperede terræn i Bramslev Bakker er fortsat blandt de helt store trækplastre. Samtidig byder ruten på varieret natur og kulturhistoriske nedslag, blandt andet ved Valsgård Bæk, hvor gangbroer forbinder bakkerne med stranden. Det hele er med til at fastholde rutens position blandt landets mest attraktive vandreture.

    En stærk signaturoplevelse

    Op mod 35.000 gæster snører hvert år vandrestøvlerne og tager turen. Med certificeringen fra Deutsches Wanderinstitut i ryggen står ruten stærkt som internationalt kvalitetsstempel og som løftestang i markedsføringen over for udenlandske turister.

    -Panoramaruten er en signaturoplevelse i Himmerland og et stærkt trækplaster for både danske og internationale gæster. Allerede ved certificeringen i 2016 skabte ruten stor opmærksomhed, også i udlandet. Med den nye gencertificering står vi endnu stærkere og arbejder på, at endnu flere vil besøge vores smukke område ved Mariager Fjord, siger destinationsdirektør Johanne Bugge, Destination Himmerland.

    Jubilæet markeres i uge 36 under Naturens Uge med tre guidede ture med fokus på vandring, kulturhistorie og naturoplevelser for børn.

    Fakta om Panoramaruten

    • Ligger ved Mariager Fjord mellem Hobro og Bramslev Bakker.
    • Længde: 11,15 km.
    • Cirka 35.000 besøgende årligt.
    • Certificeret som Premium Vandrerute af Deutsches Wanderinstitut.
    • Første certificering i 2016 med 73 point.
    • Gencertificeret i 2026 med 84 point.
    • Certificering kræver minimum 55 point og vurderes ud fra 34 kriterier.

    Danmarks Naturstier er et samarbejde mellem Miljø- og Ligestillingsministeriet, Friluftsrådet, Kommunernes Landsforening og Naturstyrelsen, mens projektet er støttet af Nordea-fonden.

     

     

    Sidst opdateret: 22. april 2026