Søskendeforløbet er for jer, der har et barn med særlige behov. Forløbet sætter fokus på søskendes oplevelser og følelser – og giver jer værktøjer til at styrke dialogen i familien.
Indhold
Når et barn har særlige behov, kan det påvirke hele familien – også søskende. Som søskende kan man opleve mange forskellige tanker og følelser, som man kan have brug for at tale om.
Derfor tilbyder Mariagerfjord Kommune Søskendeforløbet til familier med børn i alderen 6-16 år, som har en bror eller søster med særlige behov.
I forløbet har vi særligt fokus på søskendes trivsel. Børnene får et trygt frirum, hvor deres egne oplevelser, tanker og følelser er i centrum. Som forældre bliver I også inddraget, så I får indsigt i, hvordan det kan opleves at være søskende til et barn med særlige behov samt redskaber til at styrke dialogen i familien.
Vi inddrager også jeres nære netværk. Det kan for eksempel være bedsteforældre eller andre pårørende, som spiller en vigtig rolle i jeres barns og familiens hverdag. Formålet er at styrke forståelsen for jeres familie og give netværket mulighed for at støtte jer bedst muligt.
Tilmelding
Forløbet strækker sig over fire dage fordelt over tre uger.
Tilmeld dig og din familie senest den 22.09.2026.
Datoer for kommende søskendeforløb - alle dage kl. 16.00-19.00:
Den 29.09.2026 – dag 1 Den 08.10.2026 – dag 2 Den 27.10.2026 – dag 3 Den 12.11.2026 – Netværksdag
Tilmelding af søskende og pårørende til forløbet skal ske via nedenstående link.
Det er meget forskelligt, hvordan man oplever det at være søskende til et barn med særlige behov, men ofte er det en lidt overset problematik. Det behøver ikke være problematisk, men familien, særligt søskende, ér præget af, at familien har et barn med særlige behov.
Søskende har blandt andet behov for at få sat ord på deres oplevelser – at blive læst og forstået. De kan også have behov for hjælp til samvær med deres søster eller bror, fx i forhold til spørgsmålene;
”Kan jeg sige noget forkert?”, ”Hvordan undgår vi konflikter?” ”Hvad gør jeg, hvis det går galt?”.
Desuden har de brug for at få sat ord på f.eks. ”Ja, udfordringerne får ham/hende til at gøre ting, han/hun ikke må” eller ”Ja, indimellem er jeg nødt til at bruge tid på hans/ hendes udfordringer”.
Mød andre der ved, hvordan det er
Søskendeforløbet ledes og afholdes af uddannede SIBS vejledere med tilknytning til Astrup skole samt Særligt Dagtilbud i Mariagerfjord kommune.
En del af et forskningsprojekt
Søskendeforløbet er en del af et forskningsprojekt i samarbejde med Aarhus Universitet. Det betyder, at I som familie ved tilmelding bliver spurgt, om I har lyst til at deltage i interview. Interviewet handler om jeres oplevelser og erfaringer, og det er frivilligt, om I ønsker at deltage.