Gå til hovedindhold

Specialundervisning

Her kan du læse om kommunens specialundervisningstilbud og specialklasser. Det er PPR og skolen som vurderer, om et specialtilbud er den rette løsning for dit barn.

Indhold

    Specialklasser og specialpædagogisk støtte

    Nogle børn har behov for mere støtte, end den almene undervisning kan tilbyde. Mariagerfjord Kommune tilbyder derfor forskellige specialundervisningstilbud, herunder specialklasser med tilhørende SFO.

    For andre børn er den bedste løsning at modtage ekstra støtte på egen skole. Det er barnets distriktsskole og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), der vurderer, om dit barn har behov for et specialundervisningstilbud eller specialpædagogisk støtte.

    Undervisningstilbud

    K-klasserne på Arden Skole er et specialundervisningstilbud for elever fra 0.-10.klasse med autismespektrumforstyrrelser og tilgrænsende vanskeligheder.

    Eleverne kan have udfordringer inden for blandt andet kommunikation, sociale relationer og forestillingsevne og kan være præget af usikkerhed, angst og lavt selvværd. Derfor er der ofte behov for en høj grad af overskuelighed, forudsigelighed og struktur i hverdagen.

    I K-klasserne er der fokus på at skabe trygge og positive rammer, hvor den enkelte elev mødes med forståelse og tydelighed. Den pædagogiske indsats tager udgangspunkt i elevens individuelle behov og forudsætninger med fokus på trivsel, udvikling og læring.

    Læs mere om K-klasserne på Arden skole

    Korthuset

    Korthuset på Assens Skole er et specialundervisningstilbud for elever fra 0.-10.klasse, som har behov for en særligt tilrettelagt skoledag. Eleverne kan have udfordringer med blandt andet opmærksomhed, impulsstyrring, selvkontrol, sociale relationer og bearbejdning af sanseindtryk. Eleverne har ofte behov for mindre undervisnings- og gruppesammenhænge samt en høj grad af forudsigelighed og struktur. Undervisningen tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkelte elevs faglige, personlige og sociale behov.

    Der arbejdes i Korthuset blandt andet ud fra principper fra NEST-pædagogikken og Low Arousal samt forståelsen af, at "alle børn vil gerne, hvis de kan". Der er fokus på tydelige rammer, visuel støtte, sociale relationer og meningsfulde fælleskaber.

    Målet er, at eleverne bliver så dygtige og livsduelige som muligt ud fra deres egne forudsætninger både fagligt, socialt og personligt.

    Kridthuset

    Kridthuset på Assens Skole er et specialundervisningstilbud for elever fra 0.-10.klasse med komplekse faglige, personlige, sociale og trivselsmæssige udfordringer. Eleverne har behov for en individuelt tilrettelagt og meget struktureret skoledag med høj grad af forudsigelighed, velkendte voksne og tæt guidning. Undervisningen foregår i mindre sammenhænge med flere voksne og mulighed for individuelle arbejdspladser og afskærmning.

    Der arbejdes i kridthuset blandt andet ud fra  NEST-pædagogikken og Low Arousal samt forståelsen af, at "alle børn vil gerne, hvis de kan". Der er fokus på tydelige rammer, visuel støtte, sociale relationer og meningsfulde fælleskaber.

    Målet er, at eleverne bliver så dygtige og livsduelige som muligt ud fra deres egne forudsætninger både fagligt, socialt og personligt.

    Læs mere om Korthuset og Kridthuset på Assens Skoles hjemmeside.

    Astrup Skole er et specialundervisningstilbud for børn og unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder. Eleverne kan blandt andet have kommunikative, relationelle, perceptuelle, motoriske og sociale vanskeligheder. Nogle elever er ikke mobile og anvender kørestol og andre hjælpemidler.

    Undervisningen tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkelte elevs udviklingsniveau, forudsætninger og nærmeste udviklingszone. Trivsel og gode relationer vægtes højt, og læringen foregår både i klasserummet og gennem praktiske og motoriske aktiviteter.

    Astrup Skole betragter læring og trivsel som hinandens forudsætninger. Der arbejdes derfor både med elevernes faglige, personlige og sociale udvikling samt med at skabe mulighed ofr, at den enkelte elev kan være en del af betydningsfulde fællesskaber.

    Læs mere om specialundervisningstilbud på Astrup Skoles hjemmeside.

    Hostruphøj er et privat specialiseret skoletilbud i tilknytning til Hostruphøj Børne- og Ungehjem og er dermed ikke en del af Mariagerfjord Kommunes egene specialundervisningstilbud. Hostruphøj har en kvalitetsaftale med Mariagerfjord Kommune, som også fører tilsyn med tilbuddet.

    Skolen er normeret til 20 elever med behov for særlig pædagogisk indsats og individuelt tilrettelagt undervisning. Skolen er som udgangspunkt opdelt tre klasser:

    • Indskoling (0.-4. klassetrin)
    • Mellemtrin (5.-7. klassetrin)
    • Udskoling (8.-10. klassetrin)

    Eleverne har behov for et overskuelig, forudsigeligt og struktureret læringsmiljø med tydelige regler og forventninger. Der lægges stor vægt på relationsopbygning med eleverne, da trygge og gode relationer ses som en vigtig forudsætning for både trivsel og læring.

    Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og ressourcer. Hostruphøjs kerneværdier er tryghed, troværdighed, omsorg og læring. Målet er at skabe et miljø, der understøtter elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. 

    Hostruphøj tilbyder desuden et særligt skærmet undervisningstilbud for elever med autismespektrumforstyrrelser. Tilbuddet er normeret til seks elever, hvor hver elev har eget undervisningslokale. Her arbejdes blandt andet med "Low arousal" tilgangen, TEACCH "De 10 H'er" struktur, forudsigelighed samt andre autismevenlige tilgange.

    Læs mere om Hostruphøjs specialundervisningstilbud på Hostruphøjs hjemmeside 

     

    K-klasserne på Mariager skole er et specialiseret undervisningstilbud for elever fra 0.-10.klasse med autismespektrumforstyrrelser (ASF) og/eller relaterede vanskeligheder.

    Eleverne har behov for et læringsmiljø med en høj grad forudsigelighed, tryghed og tydelig struktur. Undervisningen tager udgangspunkt i en specialpædagogisk tilgang og autismevenlig didaktik, hvor der skabes overskuelige og genkendelige rammer med individuelle lærings- og udviklingsmuligheder for den enkelte elev.

    Der arbejdes ud fra en autismepædagogisk, anerkendende og ressourceorienteret tilgang. Struktur og rammer tilpasses den enkelte elevs forudsætninger, og der arbejdes blandt andet med visuel støtte, tydelig forberedelse, regulering og social forståelse. Eleverne mødes med nysgerrighed, respekt og ud fra en forståelse af, at de altid gør det bedste, de kan.

    Målet er at styrke elevernes faglige udvikling, sociale kompetencer, selvforståelse, selvstændighed og livsduelighed, så de oplever sig som betydningsfulde deltagere i fællesskaber.

    Læs mere om K-klasserne på Mariagerfjord skoles hjemmeside

    Afdeling C på Rosendalskolen er et specialundervisningstilbud for elever fra 0.-10. klasse, som har behov for en særligt tilrettelagt skoledag.

    En del af eleverne har diagnoser som ADHD og ADD samt relaterede tillægsdiagnoser som gennerelle indlæringsvanskeligheder, angst og autismespektrumforstyrrelser.

    Derudover har eleverne typisk vanskeligheder med:

    • Opmærksomhed
    • Impulsstyrring
    • Selvkontrol
    • Samspil med andre børn 
    • Bearbejdning af sanseindtryk.

    Eleverne har ofte behov for mindre undervisnings- og gruppesammenhænge samt en høj grad af forudsigelighed og struktur. Undervisningen og skoledagen tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger.

    Tryghed og gode relationer til både voksne og kammerater er en central del af arbejdet. Afdelingen arbejder ud fra tilgangen Low Arousal og forståelsen af, at "alle børn vil gerne, hvis de kan". Målet er, at alle elever bliver så dygtige og livsduelige som muligt, både fagligt, socialt og personligt.

    Læs mere om Afdeling C på Rosendalskolens hjemmeside.